Kulturbroen Sukumaland og Danmark
Sukumaerne befolker Victoriasøens østlige og sydlige kyster omkring Tanzanias næststørste by Mwanza. Deres område kaldes Sukumaland, og er på størrelse med Danmark. Antallet af mennesker er cirka det samme, 4-5 millioner.
For mange generationer siden var landet dækket af busksteppe og skov, hvor spredte klaner af jægere og samlere færdedes uafhængigt af hinanden. Senere flyttede folk med specielle evner ind i området. Fra vest kom folk med erfaring i jernudvinding. Deres jernværktøj gjorde det muligt at dyrke jorden og blive fastboende. Fra Masai-steppen i øst bredte kvægdrift sig blandt folk, og fra syd kom folk med medicin, magi og musik.
Gennem de sidste mange generationer har Sukumaerne udviklet en fantastisk tradition for at bruge musikken som en naturlig del af hverdagen. Det hårde fysiske arbejde glider lettere, når det følges af en sang og en tromme. Arbejdet kan blive en hel lille dans, så det også bliver en fornøjelse at arbejde sammen. Og de lange aftener bliver forum for sang og fortællinger.
Første gang vi kunne opleve denne kultur i Danmark var i 1973, da vi fik besøg af dansegruppen “Wanasesilia” fra Bujora fra området nær Mwanza. Sang og trommedans var det sprog, som de 30 sukumaer brugte til at fortælle danskerne om det daglige liv hjemme i Sukumaland. Et fascinerende show, hvor de illustrerede almindelige hverdagssituationer med musik og dans. Det danske publikum blev revet med ind i dette dejlige og umiddelbare fællesskab, og besøget blev en stor succes.
Initiativet til denne kulturudveksling blev taget af grundlæggeren af “U-landsfonden af 1962” i Århus, K.H Scott, og af den senere afdøde canadiske præst, Fader David Clement, der grundlagde Sukuma museum på Bujora i 1954.
I gruppen af sukumaer som kom til Danmark i 1973 var der især to som sidenhen har haft stor betydning for kulturudvekslingen mellem danskere og sukumaer, nemlig den nu afdøde danse og sangleder Mzee Kang’wina Mihumo (Mikkel) og den unge danseleder Edwardi Ntemi.
Besøget blev starten på en venskabskontakt, som siden har bredt sig fra Århus og Djursland til hele Danmark og Norden, og fra Bujora og Sukumaland ud til andre dele af Tanzania og Afrika.
Sukumaernes tradition omkring trommer og sang hænger nøje sammen med danseselskaberne, Bagika og Bagalu, og det er i shindano’en at de kan få lov at udfordre hinanden i en venskabelig kappestrid, og vise deres kraft.
Både i dans (ngoma) og i sangdyst (wigashi) findes der mange store sangere og sangskrivere, som har beriget Sukumaland med mangt en smuk sang gennem tiderne. Især de korte nærmest lidt hit agtige sange, som bruges flittigt i dansegrupperne, har været populære i kulturmødet mellem danskere og sukumaer, og derfor er det også den type sange som er kommet til at dominere denne sangbog. Af alle de sukumaer som vi har hørt og lært dem fra skal nævnes:
Edwardi Ntemi, Joseph Lupande, Kang´wina Mihumo, Lubala Siyabo, Mabula Lyaku, Johni Mashauli, Mleka, Mzee Lyaku og Wanalyaku, Lubala Gumbulu, Ngolo Kasonga, Nzoza Boyi, Lucia og Pascali Busheni, Ng´wenwandege, Johni Magalushu, Maiko Masalu, Barnabas, Masalu Kisesa B, Johni Angole, John Nkina, Salu Kadelya, Maganigani, Dunyo & Chumas, Marco Ntini, Bahati Nchanulo, Leonard Gunze OG MANGE FLERE.
Hjemme i Danmark fandt Utamaduni Dance Troupe ud af at udvikle en ny form for kulturformidling ved, gennem optræden og undervisning, at give folk en levende og medrivende oplevelse af sukumaernes sange og danse. Derved kunne vi danskere pludselig få en fremmed kultur ind under huden. I sukumadansen kan vi genfinde noget af det som vi har glemt fra vores egen kulturarv, nemlig folkedansen, hvor alle fra spæd til olding kan være sammen i et sjovt og uforpligtende samvær.
Som inspirerende forbilleder har vi herhjemme i Danmark den glæde at have adskillige sukumaer og tanzanianere boende, som vi kan mødes med og dele vores glæde over deres kultur og musik. Blandt de som har betydet mest for det danske sukumadansemiljø skal nævnes:
Edwardi Ntemi, Lubala Siyabo, Mathias Paulo, Nzoza Boyi, Sophia Gambula, Sebastian Paulo, Said Mohammed, Annastazia Felbo, Willbert Dioniz, Helena Saho Bech, Bugekele Linus, Sabina Jørgensen, Paulo Lusana, Dulla Mnanga, Kipala Yusuph og Tobias Masunga.
Det er bestemt ikke en ligegyldig kulturtradition der ligger bag dansene og deres kraft, og der er mange måder at forsøge at forstå denne kultur på. Nogle vælger at læse sig til det på et teoretisk overordnet plan, og får meget ud af det. Nogle sveder i time- og dagevis med at forstå sang og trommerytmer i dansens fantastiske univers. Og også den vej åbner op for en øget forståelse for sukumaernes traditioner og livsvilkår.
Siden Utamaduni gruppens tur i 1977, har mange danskere lagt krop, sjæl og energi i formidlingen og opbygningen af det netværk som rummer 15-20 sukumadansegrupper over hele Danmark. Nye grupper opstår, og gamle består.
Også stilarter fra resten af Tanzania har vundet stor udbredelse, her tænkes der primært på Muungano Cultural Trpupe fra Dar es Salaam som har været den store inspirator, med deres bidrag fra bl.a. Makonde folket i Sydtanzania. Derudover har også sange og danse fra andre dele af Afrika har vakt begejstring. Folk som Isaac Laryea (Ghana) og Ahmadu Jarr (Sierra Leone) har lært os ting som har vundet stor udbredelse.
I perioden 1993 – 1997 arrangerede Utamaduni Dance Troupe i samarbejde med Bujora et kursus Washa ya Utamaduni (kursus i kultur). Kurset blev afholdt i Sukumaland midt i høstsæsonen, hvor danse aktiviteten er størst blandt dansegrupperne.
Rigtigt mange danskere har stiftet bekendtskab med sukumadansen og kulturen bag. Og mange har været med i en dansegruppe, enten i Sundbylille, Svendborg eller hvor der nu kunne samles folk nok. Et enkelt ord på swahili kan rammende beskrive det vi mødes om; Kucheza, som kan oversættes med: leg, sang, dans, og musik.
I 1982 arrangerede Utamaduni Dance Troupe for første gang det årlige dansetræf for alle dansegrupperne: Utamaduni lejren. Den første lejr var en forlænget weekend, hvor 40-50 mennesker mødtes i en lysning midt i Ramten Skov på Djursland. Utamaduni lejren er blevet en stor succes, og rummer nu mellem 400 og 500 mennesker som hver sommer i en hel uge mødes i Ramten Skov for at spille, synge og danse sammen.
Udover at mødes om sommeren på Djursland har behovet for at danse sammen også medført at vi hver vinter mødes i Svendborg til “vinterkucheza”, hvor vi i en weekend indvadérer en almindelig folkeskole og omdanner den til et afrikansk dansetræf.
Dansetræffene i Danmark er også blevet et forum hvor der udveksles tanker og ideer om kropskulturen i kulden og i varmen, om familiestrukturer og fællesskaber i hverdagen. Om forskelle og ligheder mellem de sydlige- og de nordlige kulturer.
Denne sangbog rummer næsten alle de sange som vi har nydt at synge sammen, og det er nok de færreste som kan alle sangene. Lad den blive en uudtømmelig kilde til inspiration for mange mange timers fortsat samvær med vores venner fra det fjerne, men dog så nære SUKUMALAND.
