Dansemedicin

Dawa

Trommernes rytmer og sangenes melodier er i sig selv en form for magi som kan tryllebinde både udøvere og tilhørere.
Men Sukumadanserne bruger desuden forskellig medicin til at forstærke trylleriet og opmærksomheden, både forud for, og under selve dansedysten.
Folks hjerter røres særligt af den der har badet i vand tilsat kærligheds medicin.
Trommer, hvis inderside af skindet er blevet smurt med medicin da de blev lavet, kan høres langt borte og tiltrække mange nysgerrige tilhørere.
Sanglederen, får udelt opmærksomhed om sin poesi og melodi med sine medicin præparerede fluevifter af gnuhaler (sing’wanda) Og den i mundvigene indlagte medicin, hjælper til at korsangen når uanede højder af intensitet.
Selv det at give modstandere uheld, ved at smugle dårlig medicin indenfor deres kreds, praktiseres. Eller at præparere trommer med medicin og formularer, for at undgå at nogen bruger trommen som siddeplads.
Afrikansk medicin fremstilles af naturens stærke ingredienser:
Alt fra en løve signalerer styrke, storhed og magt.
Alt fra sangfuglens kranium øger sangerens inspiration og stemmeføring.
Sand fra det sted hvor stierne krydser hinanden signalerer stedet hvor man mødes.
Tørrede han- og hun græshopper, pulveriseret og blandet sammen, indikerer kærlighed mellem kønnene.
Ekskrementer fra hyænen, eller et stykke af en tiggers pjalter bringer fornedrelse til den der får det på sig.
Et træ som er dræbt af et lynnedslag kan bruges til at påkalde de døde, forfædrene, for at lytte til deres råd i vigtige sager.

Det er tankebaner som disse der ligger til grund for den traditionelle afrikanske medicin. Metoder og fremstilling af medicinen læres hos en kyndig læremester og er nedarvet gennem generationer, og udvikles stadig i takt med at nye behov for hjælpemidler opstår.